En kritisk kvæstet i voldsomt sammenstød

HADERSLEV: Et større færdselsuheld spærrer Bjerning Hovedvej fredag morgen, efter tre biler er kollideret. Ulykken blev angiveligt udløst, da en bilist foretog venstresving ind foran en modkørende.

Fredag morgen ved 10-tiden er der fortsat spærret på stedet grundet de tekniske undersøgelser, herunder også af en Bilinspektør, på uheldsstedet.

Den voldsomme ulykke blev udløst, da en personbil forsøgte at svinge til venstre og drejede direkte ind foran en modkørende.

“Vores bilinspektør har været på stedet, og vi skal have den ene bil ind til yderligere undersøgelse. Vi går i gang med oprydning så snart, det er muligt,” lyder det fra vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard til Jydske Vestkysten.

En person er kommet meget alvorligt til skade, og hele vejen vil derfor være spærret det meste af formiddagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer på Twitter til, at man søger alternative ruter.