En rolig smøg blev til sigtelse for våben og narkotika

VORDINGBORG: Syv poser hash, to mobiltelefoner og en totenschlæger blev gevinsten ved et rutinecheck af en ung mand.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Han sad egentlig bare på et rækværk ved en tankstation på Næstvedvej i Vordingborg og røg sig en stille smøg, den 20-årige mand som en patrulje standsede natten til tirsdag klokken 2.15.

Han blev visiteret, og det viste sig, at han i en taske over skulderen havde syv salgsposer med hash, en vægt, to mobiltelefoner og en anseelig mængde kontanter.

Inden visitationen havde han selv fremvist en totenschlæger og en joint. Den 20-årige mand blev både anholdt og sigtet for salg af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. Han blev løsladt igen kl, 03.55.