Lastbil kørte ind i lille personbil: Chauffør var stangberuset

NÆSTVED: Mandag klokken 10.44 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Østre Ringvej i Næstved. Det endte med en inddragelse af et kørekort på stedet for en 62-årig mand.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

En 62-årig lastbilchauffør fra Sorø var med sin lastbil og anhænger kørt op bag i en mindre personbil, der holdt for rødt ved Solvangsvej.

I bilen var en 44-årig kvinde, en mand på 23 år og en ung kvinde på 17 år. Bilen blev ved sammenstødet skubbet mere end 30 meter gennem krydset, men ingen kom heldigvis alvorligt til skade.

Den 62-årige mand i lastbilen blev efterfølgende alkometertestet, og det viste sig, at han havde en promille en hel del over det tilladte, nemlig over 2,0 og derfor blev hans kørekort inddraget på stedet, og han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Han blev løsladt klokken 12.15.