Mand skændtes med kvinde om trafik: Politiet snuppede hans bil

ROSKILDE: Lørdag eftermiddag kl. 14.30 rykkede politiet ud til noget uorden, hvor en mandlig bilist var i skænderi med en kvinde ved en rundkørsel på Ny Østergade.

(Foto: Politi.dk)

Alt var dog roligt ved politiets ankomst, og ingen havde lidt fysisk overlast – alligevel blev der lidt at skrive for betjentene, idet en personbil på stedet var blevet ført af en 28-årig mand fra Viby Sj.

Da han ifølge flere vidner havde ført bilen til stedet, selv om han var frakendt førerretten, sigtede politiet ham for den overtrædelse af færdselsloven.

Da han flere gange tidligere havde kørt bil uden førerret, beslaglagde politiet personbilen med henblik på senere konfiskation. Modparten i skænderiet var en 23-årig kvinde fra Albertslund.

Årsagen til det verbale slagsmål kendes ikke – men det forvandlede den ene part til fodgænger på stedet.