Så du taxachauffør blive jagtet i Randers?

Østjyllands Politi søger vidner til en episode lørdag den 21. oktober i Randers NV, hvor en taxachauffør angiveligt fik flere slag i ansigtet og efterfølgende blev jagtet af gerningsmanden.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Episoden skete omkring kl. 22.15 på Gl. Hobrovej i Randers NV.

Ifølge taxachaufførens forklaring samlede han gerningsmanden op i Randers C omkring kl. 22.00.  Manden var tydeligt påvirket. Da de nåede Gl. Hobrovej slog manden pludseligt chaufføren med 3-4 knytnæveslag i ansigtet. Herefter flygtede taxachaufføren ud af bilen med den nu råbende gerningsmand i hælene.

Under flugten standsede taxachaufføren en bil med to kvinder i, som han bad om hjælp. De henviste ham til et nærliggende hus, som han løb hen til.

Da gerningsmanden ikke kunne fange taxachaufføren, satte han sig kortvarigt ind i taxaen, inden han gik fra stedet. Kort efter blev han anholdt af politiet, der var blevet alarmeret af taxachaufføren, som bl.a. kunne præsentere et flækket øjenbryn. Manden er fortsat sigtet for overfaldet.

For at stykke hændelsesforløbet så nøjagtigt sammen som muligt hører Østjyllands Politi meget gerne fra vidner, der har overværet episoden.

Særligt hører politiet gerne fra de to kvinder i bilen – en mindre bil i samme størrelse som Peugeot 107 eller Citroën C1 –  som taxachaufføren henvendte sig til. Politiet hører også meget gerne fra en kvinde og en mand med to børn og en hund, som på dette tidspunkt var ude at gå en tur i området.

Oplysninger til politiet kan gives på tlf. 114.