To røvere truede sig til dagens omsætning

STORE MERLØSE: Mandag aften Kl. 20.15 modtog politiet via alarm 112 melding om et netop overstået væbnet røveri mod supermarkedet Daglig Brugsen på Ørnevej.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

To kvindelige ansatte havde netop lukket butikken, da to røvere henvendte sig til dem ved bagdøren. Under trussel med knive blev de ansatte tvunget til at lukke røverne ind i supermarkedet og efterfølgende åbne pengeskabet.

Herfra fik røverne udleveret dagens omsætning i en plastpose, hvorefter de forsvandt til fods i ukendt retning.

Politiet sendte flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter de to røvere, der blev beskrevet således:

A: mand, ca. 20 år, ca. 170 cm høj. Iført: rødlig jakke med ærmer, som også havde flere farver. Muligvis iført mørke handsker.

B: Mand, ca. 20 år, ca. 170 cm høj. Iført mørkt tøj. Begge var bevæbnet med hver sin kniv.

Eftersøgning i området gav umiddelbart intet resultat, ligesom politiet heller ikke har oplysninger om, hvordan røverne er flygtet videre fra stedet.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to røvere i området, herunder eventuelle mistænkelig køretøjer, som de kan have benyttet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.