Tre biler vandaliseret som hævn for fartkontrol

ESBØNDERUP: En familie på Gillelejevej bliver terroriseret af en endnu ukendt gerningsmand, i oktober blev et knap 100 meter langt plankeværk overmalet med skældsord. I nat er tre biler blevet overhældt med maling, dybe ridser efterladt i stort set samtlige lakerede flader på bilerne og samtlige dæk stukket i stykker.

I starten af oktober måned blev et knap 100 meter langt plankeværk overmalet med smædeord, rettet mod en familie på Gillelejevej som gav Nordsjællands Politi lov til at foretage fartkontroller fra deres indkørsel.

Dengang blev hærværket straks taget alvorligt, men en gerningsmand er endnu ikke fundet i sagen og nu har formentlig samme person slået til igen med et omfattende og groft hærvæk mod familiens biler.

– Kl. 04.13 har vi fået et alarmopkald fra adressen, hvor tre biler og en trailer er blevet vandaliseret, bekræfter vagtchefen for Nordsjællands Politi overfor Kriminalmagasinet Politirapporten.

Hævntogt for ATK-målinger
Årsagen til nattens meningsløse hærværk skal med stor sikkerhed findes i politiets brug af indkørslen på stedet til placering af ATK-vognene, det er en række af beboere som føler sig stærkt generet af bilister som kører alt for stærkt på Gillelejevej og derfor har budt fotovognene velkommen.

På stedet er mange blister blevet knaldet for hastigheder langt over 100 km/t, på trods af den skiltede hastighed på 80 km/t. Der er også en pæn gruppe af bilister som har fået betinget frakendelse af kørekortet ved at køre over 124 km/t på vejen, mens der er uddelt klip i massevis ved hastigheder over 104 km/t. Der er som maksimum målt en bilist med 161 km/t på vejen, og det giver en ubetinget frakendelse.

Politiet arbejder udfra en indlysende teori om at gerningsmanden til hærværket mod plankeværket samt nattens vandlisering af bilerne, skal findes blandt de bilister som har fået en hilsen fra fotovognen på stedet.

Flygtede med hjulspin
Beboerne opdagede ved 4-tiden at der foregik noget udenfor, men inden de nåede ud af huset havde gerningsmanden taget benene på nakken og var flygtet fra stedet. Gerningsmanden blev set bevæge sig op til en parkeret bil ved krydset Gillelejevej – Sodemarksvej, og bilen satte herfra afsted med hjulspin.

I indkørslen havde hærværksmanden først overhældt familiens Toyota med maling, ridset døre, tag, bagklap, kofangere, motorhjelm og skærme, samt stukket samtlige dæk i stykker. Herefter var en sagesløs trailer også offer for gerningsmandens skruetrækker, da der er stukket mindst otte huller i en trailerpressening og punkteret begge hjul.

Ved husgavlen – blot få meter fra hoveddøren – havde gerningsmanden kastet maling opad væggen, ligesom to indregistrerede veteranbiler af mærket Morris Mini var overhældt med maling og stort set alle malede overflader grundigt ridset med en skruetrækker. De to veteranbiler havde også fået punkteret dækkene i gerningsmandens meningsløse hærgen.

Udover at forårsage store skader på de tre biler, så har gerningsmanden også smadret et overvågningskamera som sad i carporten. Der har man forsøgt at genskabe filerne, men uden held.

Dog er der fortsat mulighed for at få billeder frem af gerningsmanden, idet han har overset et andet kamera på ejendommen og billederne fra dette kamera er nu i politiets varetægt sammen med en række andre spor som er indsamlet på stedet.

– Vi ved at gerningsmanden flugtbil har holdt i vejkanten ved krydset Sodemarksvej – Gillelejevej, og hvis nogen har set en bil på dette sted mellem kl. 03.00 og kl. 04.30, så må man meget gerne henvende sig til os, siger vagtchef for Nordsjællands Politi, David Borchersen, til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Gerningsmanden kan pt. kun beskrives således:
A; mand, yngre, iført mørkt tøj og han var iført en ligeledes mørk hættetrøje.

Nordsjællands Politi appelerer endnu engang til enhver med den mindste mistanke eller kendskab til det meningsløse hærværk om at kontakte politiet på 1-1-4.