22-årig gav betjente fingeren og fik en sigtelse til gengæld

AARHUS: Det er ikke uden omkostninger at fornærme politiet. Det måtte en 22-årig mand fra Sabro sande, da han i går kl. 14.55 kom kørende i bil på Paludan-Müllers Vej og passerede en patrulje.

Den strittende langemand er populær – men den kan også blive dyr. (Arkivfoto: Allan Andersen)

Her så betjentene nemlig, at den 22-årige fører af bilen gav dem fingeren, som han kørte forbi dem, hvilket fik patruljen til at vende om og standse bilen.

Her blev den 22-årige sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Den 22-årige nægtede dog pure forholdet og forklarede, at han blot havde peget hvilket betjentene absolut ikke mente var tilfældet.