51-årig mand slået ned af hidsig bilist

ROSKILDE: Onsdag aften kl. 22.35 fik politiet en henvendelse fra en 28-årig mandlig bilist, som havde fundet en kvæstet mand liggende på Gammelgårdsvej, og hans bil stod i nærheden.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet fik kontakt til en lettere tilskadekommen, 51-årig mand fra Roskilde, som havde skader i ansigtet. Han var noget konfus, og i nærheden holdt hans bil uden skader, men med tegn på, at en undvigemanøvre var foretaget.

Den 51-årige blev tilset i en tilkaldt ambulance og kunne oplyse, at han efter kørsel i rundkørslen Kamstrupvej – Darupvej havde haft en kontrovers med en anden bilist omkring vigepligtsforholdene, da de begge lidt senere var holdt ind til siden.

Den anden bilist havde slået ham og var kørt fra stedet efterfølgende.

Den mistænkte voldelige bilist blev beskrevet som:
A: mand, dansk af udseende, ca. 175 cm høj, kraftig af bygning, brunt kort hår og dansk-talende. Han kørte fra stedet i en lille hvid bil, som politiet nu leder efter sammen med den mistænkte.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have bemærket noget i området ved rundkørslen eller i forbindelse med diskussionen mellem de to bilister. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.