Ældre ægtepar var på springtur

KØGE: Natten til onsdag kl. 04.10 oplyste en anmelder til politiet, at han tidligere på natten på gaden i Hårlev havde truffet et ældre ægtepar, som bad om kørelejlighed til Køge. Det skulle vise sig at blive en spøjs køretur.

(Foto: Politi.dk)

Han kørte parret til Køge, hvor de mente at bo. Undervejs blev anmelderen dog i tvivl, om de rigtigt vidste, hvor de reelt boede, fordi parret også nævnte både Jylland og København som steder, hvor de kunne bo.

Anmelderen satte parret af på Køge S-station, og kontaktede herefter politiet som efterfølgende fik kontakt til parret i 80-erne.

Det viste sig ganske rigtigt at de to ældre mennesker ikke helt var orienteret i tid og sted, hvorfor politiet nu kørte dem retur til deres bolig i nogle plejeboliger i Hårlev, hvor personalet tog sig af dem.

De to ældre mennesker havde ikke lidt overlast på deres natlige udflugt i det kolde vejr.