Biler smadret på stribe på motortrafikvej

HILLERØD: Mandag morgen skete der ikke mindre end tre trafikuheld indenfor knap to kilometer på Hillerød Motortrafikvejen, årsagen var med stor sandsynlighed en lav sol og for høj fart i forhold til forholdene.

Først var det et uheld som skete i det sydgående spor af motortrafikvejen, lidt syd for Overdrevsvejen omkring kl. 09.20. Her blev tre personer fastklemt i en bil og måtte frigøres af brandvæsnet.

Uheldet lukkede motortrafikvejen totalt i begge retninger, hvilket førte til yderligere to sammenstød – formentlig som en kombination af uopmærksomhed og blændende sol.

Syd for uheldsstedet knaldede yderligere to biler sammen, da en bagfrakommende bilist ikke så at køretøjerne foran var stoppet op. Her blev en personbil og en varebil beskadiget, men begge involverede skal være sluppet uskadte fra uheldet.

Uheldene skabte massive køer, men på trods af trafik i det modsatte spor foretog flere bilister livsfarlige U-vendinger på motortrafikvejen, hvilket ikke alene er livsfarligt men og særdeles strafbart.

– Det er problematisk – og forbudt – at man foretager u-vending for at komme væk fra uheldet. Når vi har styr på selve uheldsstedet skal vi nok assistere med at få vendt bilerne om, så man kan komme væk, meddelelte Nordsjællands Politi via Twitter efter flere livsfarlige situationer.

Først var der et, så to – og så tre uheld
Mens ambulancer, politi og mandskab fra Falck stationen i Hillerød er optaget af de to uheld, sker der endnu et uheld – denne gang nord for det første uheldssted ved sneglen til Egespurs Allé – og implicerede to biler hvor en Mercedes var blevet påkørt bagfra med stor kraft af en mindre personbil.

Her var det tydeligvis den skarpe, lave sol samt for høj fart i forhold til forholdene, som udløste kollisionen. Her kunne begge biler dog skubbes ud i vejsiden, idet ingen af de implicerede bilister var kommet noget til ved kollisionen.

Ved det tredje uheld blev en mindre personbil smadret, da den knaldede op i en Mercedes. Ingen af de to biler kunne køre fra stedet, men angiveligt kom ingen noget til ved denne kollision. (Foto: Allan Andersen)
Det første uheld spærrede motortrafikvejen fuldstændig, og det udløste endnu to uheld formentlig grundet skarp sol og for høj fart i forhold til sigtbarheden. (Foto: Allan Andersen)