BMW og politi i hidsig biljagt i nat

AARHUS: En 22-årig mand fra Ry fremstilles i dag kl. 14.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, efter en hidsig biljagt natten til torsdag.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En patrulje fra Østjyllands Politi blev i nat kl. 02.45, under en patrulje i Malling, opmærksom på en sølvfarvet BMW. Da patruljebilen gjorde tegn til BMW’en om at standse, øgede den hastigheden, så det var tydeligt for patruljen, at personerne i BMW’en ikke ønskede kontakt med politiet.

Efter en længere eftersættelse kørte den sølvfarvede BMW galt, og føreren undløb fra stedet, men det lykkedes politiet at få anholdt forsædepassageren.

Ved den efterfølgende undersøgelse af bilen blev der fundet flere værdifulde effekter, herunder designmøbler, som det endnu ikke er lykkedes for politiet at fastlægge til et gerningssted.

Der vil ved grundlovsforhøret blive anmodet om lukkede døre, og Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere i sagen.