Fire LTF’ere fængslet for afpresning og trusler

HELSINGØR: I dag klokken 09.30 blev fire mænd med forbindelse til bandemiljøet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør, sigtet for i forening at have udøvet afpresning samt for vidnetrusler.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

De fire blev alle anholdt tirsdag i forbindelse med den større koordinerede aktion. Tre af mændene blev anholdt under selve ransagningerne, mens den fjerde meldte sig selv senere på dagen.

– Generelt set ser vi meget alvorligt på, når unge mennesker bliver afpresset til at udbetale penge til bandemedlemmer, og vi opfordrer kraftigt til, at man omgående kontakter politiet, hvis man skulle blive udsat for noget lignende. Har man først betalt én gang, kan det hurtigt blive skruen uden ende, hvor afpresserne kræver penge igen og igen, fortæller politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis havde ofret lånt penge ud til en af afpresserne, angiveligt en sum på 10.000 kroner, og da han skulle mødes med låneren for at få sine penge igen var forholdet vendt på hovedet så ofret ikke fik sine penge igen, men tværtimod blev truet og nu skyldte 30.000 til bandefolkene.

Politi holder kort tæt på kroppen
Alle fire mænd blev varetægtsfængslet i fire uger, og Nordsjællands Politi skal nu arbejde videre med sagen, hvor flere muligvis kan blive sigtet.

– Af hensyn til vores videre efterforskning holder vi kortene meget tæt på kroppen, da det kan være, vi skal foretage yderligere anholdelser. Af den årsag kan vi ikke komme ind på, hvor mange forhold sigtelserne drejer sig om, eller hvor store beløb, de har forsøgt at afpresse sig til, slutter Lau Thygesen.

De fire mænd nægtede sig skyldige og ønskede ellers ikke at udtale sig i sagen, ligeledes har Nordsjællands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer, oplyses det i en pressemeddelelse.

Er du offer for afpresning eller har du andre oplysninger? Kontakt politiet på 1-1-4, eller send dit tip via denne anonyme tiplinie hos politiet.