Forbipasserende opdagede brand i villa

GILLELEJE: Torsdag eftermiddag kunne en uheldig brand i et hus på Østergade hurtigt have truet en række af de gamle fiskerhuse – heldigvis var en forbipasserende vågen og slog alarm i tide.

Brandvæsnet blev alarmeret om ildløs i en villa på Østergade nr. 4, en forbipasserende havde opdaget at der var ild i et soveværelse ud mod vejen og slog alarm til 1-1-2 kl. 17.20.

Adressen er i den gamle bydel af Gilleleje, og brandstedet var klods op af en række stråtækte ejendomme hvorfor alt disponibelt mandskab, 13 brandfolk ialt, blev alarmeret.

Brandkøretøjerne på Falcks brandstation i Stæremosen blev hurtigt bemandet og sammen med politi, ambulancer og akutlæge satte de straks kursen mod adressen. Kort efter landede både brandsprøjte og begge tankvogne på adressen, her trængte man hurtigt ind i huset med et røgdykkerhold og fik nedkæmpet flammerne i soveværelset.

Heldigvis kunne brandfolkene hurtigt fastslå at der ikke var nogen mennesker i huset, ligesom der heller ikke var nogen husdyr i ejendommen. Således blev der ikke brug for ambulancerne og akutlægen, som derfor hurtigt blev annulleret.

Branden viste sig heldigvis at være koncentreret om husets soveværelse, her var en seng kraftigt beskadiget af ilden mens et vindue var kraftigt tilsodet. Resten af soveværelset havde lettere skader på en væg og en del af loftet, mens resten af huset var sodskadet i lettere grad.

Politiet bevogtede brandstedet indtil omkring kl. 19.20 hvor Skadeservice ankom til adressen for den videre behandling af brandstedet. Brandårsagen kan muligvis være et glemt stearinlys.

Madras, dyner og øvrigt sengetøj blev smidt udenfor for at ild og gløder kunne effektivt nedkæmpes – muligvis er det et glemt stearinlys ved sengen som har udløst branden. (Foto: Allan Andersen)
Ruden i soveværelset er godt sodet til, men takket været en vaks forbipasserende blev det ikke til nogen alvorlig brand. (Foto: Allan Andersen)