Forbud mod ophold i rockerklubhus ophævet

Siden 10. november 2017 har der været forbud mod at opholde sig i Bandidos’ klubhus i Skalborg på adressen Thomas Olesens Løkkens Vej 2. Forbuddet skyldtes den verserende konflikt mellem de to grupperinger Bandidos og Satudarah.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I dag vurderer politiet, at der stadig er en konflikt mellem de to grupperinger, men at der ikkelængere er grundlag for at opretholde lukningen af klubhuset.

– Vi vurderer trusselsbilledet meget nøje for at sikre borgernes tryghed i området. Der er fortsat en konflikt mellem Bandidos og Satudarah, men vi vurderer nu, at den konkrete risiko for angreb mod klubhuset i Skalborg er så lav, at der ikke er grundlag for at forlænge forbuddet mod at opholde sig der, udtaler vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov.

Han oplyser, at Nordjyllands Politi fortsat holder ekstra godt øje med området omkring klubhuset og således også fastholder den øgede patruljering der.