53-årig mand anholdt for drab: 32-årig tæsket ihjel

KORSØR: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog kl. 17.15 en anmeldelse om slagsmål på en adresse i Svenstrup ved Korsør. På stedet blev en 32-årig mand fundet tævet ihjel.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Ved politiets ankomst til stedet fandt betjentene en livløs 32-årig mand, som efter forgæves livreddende førstehjælp og assistance fra paramedicinere, blev erklæret død på Slagelse Sygehus.

– Manden er omkommet i forbindelse med slagsmålet, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen, til Ekstra Bladet.

På gerningsstedet blev anholdt en 53-årig mand, som politiet formoder har forårsaget døden for den 32-årige mand. Den anholdte mand fremstilles i grundlovsforhør i Næstved torsdag, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger i sagen.