Mand efterlyste sin kone: Hun er sporløst forsvundet

ALLERØD: En mand ringede bekymret onsdag formiddag til politiet, da han ikke kunne finde sin 63-årige kone.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Hun havde efterladt sit overtøj, pung, nøgler, sko, taske og telefon i parrets hjem på Nattergalevej, og anmeldelsen fik sat politiet i gang.

Efter at have undersøgt, om kvinden skulle være taget på skadestuen eller indlagt på hospitalet kom en hundepatrulje ud til parrets adresse, og her lykkedes det at opsnuse den ”forsvundne” kvinde.

Hustruen lå trygt og godt i husets kælder og sov fredeligt – hun var i øvrigt ved godt mod, da hun blev vækket og ægteparret genforenet.