43-årig anholdt for spritkørsel efter hidsig eftersættelse

SØLLESTED: Fredag eftermiddag kl. 14.30 bemærkede en politipatrulje, der kørte på Højrebyvej ved Søllested, en Ford, og betjentene besluttede sig for at tjekke den. Det var føreren ikke spor indstillet på, så han accelererede og forsøgte at køre fra politiet.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Med politiet lige i hælene gik det over Maribo til Bandholm og retur til Maribo, hvor bilen kørte på Sydmotorvejen mod nord med meget høj hastighed. Flere politibiler deltog nu i aktionen, som endte ved Guldborgsundtunnelen, da politiets operatører sænkede bommene og lukkede tunnelen.

Føreren af bilen var en 42-årig mand fra Næstved, og der var også en 49-årig mand fra Dannemare med i bilen. De blev begge anholdt, og føreren blev sigtet for spirituskørsel, og på grund af hans hårrejsende kørsel kommer der en stribe forskellige sigtelser for overtrædelse af færdselsloven til.