Over 1000 unge sigtet: Nu ruller de første sager om ulovlig deling af sexvideo

Anklagemyndigheden rejser nu de første tiltaler i en sag om digitale sexkrænkelser, hvor over 1.000 personer er sigtet.

Man skal ikke dele alt ukritisk – det kan have store følger. (Modelfoto)

Fire personer skal nu for retten, efter de er blevet tiltalt for at distribuere børneporno. Det er de første fire straffesager i komplekset, hvor over 1.000 personer for præcis to uger siden blev sigtet for at have delt en sexvideo med to 15-årige.

Der er tale om såkaldte prøvesager. Det oplyser chefanklager Pauline Popp-Madsen.

»Nu skal vi havde fundet ud af, hvad der er det rette strafniveau. Derfor har vi nu rejst tiltale i fire sager, der spænder så bredt som muligt, så de er repræsentative for det samlede sagskompleks. Når domstolene har taget stilling til disse sager, kan vi gå videre med resten,« siger chefanklager Pauline Popp-Madsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

De fire straffesager handler om deling til mellem 1 og 59 personer, og personer der er over og under 18 år på tidspunktet for delingerne.

Der bliver rejst tiltale efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 235 om distribution af børneporno. Den første straffesag bliver behandlet allerede den 5. februar ved Retten i Lyngby.

»Digitale sexkrænkelser kan have meget alvorlige konsekvenser, for både ofre og dem der deler. Jeg er glad for, at vi får de første straffesager så hurtigt i gennem retssystemet, så ingen skal vente unødigt,« siger chefanklager Pauline Popp-Madsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

Video- og billedmaterialet, det drejer sig om, stammer fra 2015 og er blevet delt primært blandt unge i hele landet, men navnlig i hovedstadsområdet. Materialet består af pornografisk indhold med en pige og dreng, der på tidspunktet for optagelsen begge var 15 år.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil ligeledes føre en række prøvesager. Den første er forhåndsberammet til den 5. februar ved Retten i Randers.