68-årig kvinde dræbt af flugtbillist

SILKEBORG: En kvindelig fodgænger på 68 år er fredag aften blevet påkørt og dræbt af en grøn Peugeot, som kørte i høj fart op ad Viborgvej. Efter ulykken kørte bilen fra stedet.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Fredag aften kl. 21.14 blev en kvinde dræbt i forbindelse med et færdselsuheld på Viborgvej i Silkeborg. Kvinden, der var ved at krydse kørebanen ud for Viborgvej 23,  blev ramt af en personbil med høj fart.

Efter uheldet fortsatte bilen uden at standse, ad Viborgvej i sydlig retning, hvor den svingede til højre ad Nørrevænget i Silkeborg og forsvandt.

Flugtbilen, en Grøn Peugeot 308, blev senere fundet efterladt på H.C: Andersensvej i Silkeborg.

Midt og Vestjyllands Politi efterlyser vidner, der set uheldet ske. Har nogen bemærket nævnte bil og personer i eller ved bilen, bedes de kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114