85-årig fodgænger dræbt i trafikuheld

SORØ: En 85-årig mand mistede søndag morgen livet i en tragisk ulykke på Slagelsevej, han blev påkørt af en bil og skaderne kostede manden livet.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

– Der er en fodgænger, der er blevet ramt af en bil, og det ser umiddelbart alvorligt ud, lød det kort før klokken 8 fra vagtchef Ole Hald, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

Blot en lille time senere måtte vagtchefen dog meddele at den påkørte fodgænger, en lokal 85-årig mand, var afgået ved døden som følge af ulykken.

Politiets teknikere samt en bilinspektør har arbejdet på ulykkesstedet og sikret spor til den videre undersøgelse af ulykken, herunder hvorfor den 85-årige mand befandt sig på kørebanen.

Bilisten er stærkt chockeret ovenpå ulykken, men fysisk uskadt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger vidner der har set selve ulykken eller har passeret stedet kort før den skete – især søges vidner der evt. har set den 85-årige mand kort før ulykken.

Kontakt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 1-1-4