Efterlyst litauisk indbrudstyv anholdt

AALBORG: En efterlyst 42-årig litauisk statsborger er onsdag blevet anholdt og fremstilles torsdag kl. 13.00 i et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg. Han er sigtet for at have begået massiv indbrudskriminalitet i Nordjylland i 2017.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Den 42-årige litauiske statsborger blev den 19. oktober 2017 fremstillet in absentia i et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg, hvor han blev sigtet for at have begået 19 villaindbrud i byerne Sulsted, Vadum, Nørhalne, Aabybro og Biersted. I forbindelse med dette grundlovsforhør blev den 42-årige varetægtsfængslet in absentia, hvorfor der efterfølgende blev udstedt en europæisk arrestordre. I går den 17. januar 2018 kl. 17.30 blev han så anholdt – og forsøgte i den forbindelse at flygte fra politiet, uden held.

”Det er meget glædeligt, at vi nu har fået anholdt den eftersøgte, for vi har haft ham eftersøgt siden oktober 2017,” fortæller lederen af politiets efterforskning, politikommissær Sune Myrup og fortsætter:

”Den 42-årige er tidligere straffet for indbrud i Danmark, og han har aktuelt et indrejseforbud og må ikke opholde sig i landet. Ved anholdelsen var den 42-årige i besiddelse af effekter, der gør, at vi mistænker ham for igen at have lavet indbrud i Nordjylland, og det efterforsker vi nu videre på,” fortæller politikommissær Sune Myrup.