Fireårig dreng i kritisk tilstand: Familiebil påkørt af lastbil

NYKØBING F: En fireårig dreng fra Nykøbing blev kvæstet ved et færdselsuheld, der skete tirsdag klokken 07.43 på Gaabensevej lige nord for Nykøbing F.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

En bil holdt i det nordgående spor og ventede på fri bane til at svinge til venstre ad Kraghave Gaabensevej, men blev pludselig ramt bagfra af en lastbil og skubbet over i en modkørende bil.

I bilen var den fireårige dreng, som blev fløjet til rigshospitalet med lægehelikopteren, mens flere andre implicerede blev behandlet på sygehuset i Nykøbing.

Der er rutinemæssigt taget blodprøver af lastbilchaufføren – en 32-årig mand fra Herlufmagle – for at undersøge, om han har været påvirket af stoffer eller alkohol. Tirsdag forlød det, at drengens tilstand er kritisk, men der er onsdag formiddag ingen aktuelle oplysninger om hans helbred.