Formodet fører af flugtbil har meldt sig selv

Den mand, som politiet formoder, var fører af den bil, der fredag aften dræbte en kvindelig fodgænger på Viborgvej i Silkeborg, har her til formiddag meldt sig selv hos politiet i Silkeborg.

Tirsdag Kl. 09.45 mødte manden op på lokalstationen i Silkeborg sammen med sin advokat. Han blev anholdt, sigtet og afhørt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Viborg i morgen onsdag den 24. januar 2018 kl. 09.30.

Den anholdte har overfor politiet erkendt, at han var fører af personbilen i uheldsøjeblikket.

”Vi har lavet en indledende afhøring, og nu skal vi se samlet på sagen ud fra de oplysningerne, vi i øvrigt har fra vores undersøgelser på stedet, vidnernes forklaringer og afhøringen af de to passagerer,” siger politikommissær John Toft fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Af hensyn til den videre efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.