Kastede kokain ud af vindue under ransagning

RINGSTED: Et af verdens ældste tricks er at kaste stoffer fra sig, ud gennem vinduer – men det er set så mange gange at politiet altid er forberedt på det. Alligevel forsøgte en 21-årig mand sig med tricket.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Natten til tirsdag kl. 00.20 var politiet på en adresse i Ringsted, hvor der blev foretaget ransagning grundet mistanke om stoffer på adressen.

En 21-årig mand fra Ringsted blev herunder sigtet for at have smidt 8 gram kokain ud af et vindue i forbindelse med politiets ”besøg”, han blev under den videre visitation også fundet i besiddelse af 13.500 kr.

En 26-årig mand med ukendt adresse som var tilstede i lejligheden blev desuden fundet i besiddelse af 10 gram hash.

Begge sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og såvel penge som stoffer beslaglagt.