Olietyve flygtede over hals og hoved

ODSHERRED: To brændstoftyve blev overrasket ved en ubeboet ejendom på Kalundborgvej i Fårevejle St. tirsdag eftermiddag.

(Modelfoto)

Tirsdag eftermiddag kl. 14.45 overraskede en nabo til en ubeboet ejendom to mænd i færd med at pumpe fyringsolie fra en tank over i medbragte dunke mv.

De to mænd tog straks flugten i en varebil, hvis nummerplade naboen aflæste.

Politiet ledte efter varebilen, også på ejerens adresse, uden at finde den. På gerningsstedet sikrede politiet sig pumpeudstyr og dunke mv. samt videoovervågning, så politiet har en klar formodning om, hvem det i nærmeste fremtid vil være særdeles interessant at tale med i anledning af tyveriforsøget.