To 15-årige piger forulempet i toget

SAKSKØBING: To 15-årige piger var mandag aften udsat for blufærdighedskrænkelse i toget mellem Nykøbing og Sakskøbing, og den 59-årige gerningsmand er anholdt.

(Arkivfoto: Nordsjællands Politi)

Pigerne steg ind i toget i Nykøbing og kort efter kom en fuld mand og satte sig overfor dem.

På et tidspunkt rejste han sig og åbnede sine bukser og henvendte sig i upassende vendinger på engelsk til pigerne, som imidlertid stak af og låste sig inde på toilettet. I Sakskøbing løb de fra toget og søgte tilflugt i et supermarked, hvor de tilkaldte politiet.

Klokken 20.04 blev den formodede gerningsmand anholdt, og han er sigtet for såvel blufærdighedskrænkelse som overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om en 59-årig mand uden fast bopæl, og den anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres.