21-årig anholdt: 41-årig mand dræbt af knivstik

BJERRINGBRO: En 41-årig mand blev natten til torsdag dræbt af knivstik på sin bopæl i Bjerringbro. Den formodede gerningsmand er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør senere torsdag.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Kort før kl. 2 natten til torsdag modtog Midt- og Vestjyllands Politi anmeldelse om, at en 41-årig mand fra Bjerringbro var blevet dræbt af knivstik på sin bopæl på Bredgade. Politiet rykkede hurtigt frem og fandt manden død.

På baggrund af de oplysninger, som indgik i forbindelse med anmeldelsen, kunne politiet fastslå identiteten på den formodede gerningsmand. Kl. 03.30 blev han uden dramatik anholdt i besiddelse af det formodede gerningsvåben ca. 1,5 kilometer fra gerningsstedet. Der er tale om en 21-årig mand, der er bosiddende i Skive. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag.

”Vi ved endnu ikke så meget om mændenes indbyrdes relation eller motivet til knivdrabet, men vi formoder, at de kender hinanden i forvejen, og at der i forbindelse med en mindre, privat sammenkomst opstår tumult på stedet, som udvikler sig til knivstikkeri. Vi er i gang med at afklare det nærmere forløb,” siger politikommissær Poul Fink fra Central efterforskning.

Politiets teknikere , hundepatruljer og efterforskere er i øjeblikket i gang med undersøgelser på gerningsstedet og søger desuden i området efter bevismateriale relateret til sagen. Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.