25-årig i grundlovsforhør efter slagsmål

BRABRAND: Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 25-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus sigtet for grov vold, bevidst påkørsel og ulovlig våbenbesiddelse.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Det er politiets mistanke, at den 25-årige var en del af et opgør, der fandt sted natten til den 29. januar på Dortesvej i Brabrand, hvor flere personer kom op at slås, og hvor der blev brugt våben i forbindelse med sammenstødet.

Klokken 01.09 natten til d. 29. januar modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om skud og slagsmål i Brabrand. En patrulje på stedet standsede en bil med fire mistænkelige personer, og i bilen blev fundet flere stikvåben. Alle fire blev anholdt.

På Dortesvej stod fire biler, der var kørt ind i hinanden, og det er politiets formodning, at flere personer bevidst har påkørt hinanden i forbindelse med konflikt. Derefter er der opstået slagsmål mellem personerne, og mindst to personer er blevet ramt af stikvåben. Den ene har fået skader ved knæet, og den anden er blevet stukket i ballen.

Flere anmeldelser tyder på, at der er blevet skudt under sammenstødet, hvilket politiet nu er ved at undersøge nærmere.

Østjyllands Politis efterforskning af episoden har foreløbigt ført til i alt syv anholdelser af mænd fra Aarhus. De er blandt sigtet for grov vold.