Ældre mand omkommet: Brændte inde i sit stråtækte hus

MÅRUM: En mand er søndag formiddag fundet død i sit hus på Tinghusevej, manden blev fundet af røgdykkere inde i sit røgfyldte hus, men ulykkeligvis kunne redningsfolkene intet gøre for beboeren.

(Foto: Allan Andersen)

Brandmandskabet fra Falckstationen i Helsinge blev rekvireret kl. 09.42 til ildløs i et ældre stråtækt hus i Mårum, hvor en voldsom røgudvikling havde alarmeret en genbo til ejendommen.

Ifølge Nordsjællands Politi var de første køretøjer fremme på brandstedet på omkring syv minutter, og da brandkøretøjerne ankom til stedet blev et hold røgdykkere straks blev sendt ind i huset, idet der var en mulighed for at husets beboer, en ældre gangbesværet mand, kunne befinde sig inde i huset.

Røgdykkerne går huset igennem, og her finder de den mandlige beboere liggende i huset hvorefter han straks reddes ud af huset og lægges i haven udenfor huset.

Her står det dog klart at husets beboer, ifølge Nordsjællands Politi, har pådraget sig skader som er ‘uforenelige med liv’. En akutlæge på stedet kunne kun erklære manden for afgået ved døden.

(Foto: Allan Andersen)

Hjemmehjælper opdagede brand
Det forlød fra politiet i første omgang at det var en genbo til manden, som alarmerede 1-1-2 og efterfølgende var en stor hjælp på brandstedet, det er dog blevet ændret efterfølgende.

Det var derimod en hjemmehjælper fra Attendo som kom til stedet, og som slog alarm til 1-1-2 kl. 09.38 om branden i huset. Allerede her var der så meget røg, at hjemmehjælperen intet kunne gøre, hjemmehjælperen blev efterfølgende tilset i en ambulance og efter Kriminalmagasinet Politirapporten’s oplysninger kørt til kontrol på Hillerød Hospital.

– Huset var ikke til at komme i nærheden af på grund af røg. Vedkommende var til stor hjælp for eksempel med hensyn til brandudviklingen og informere under hele forløbet, siger Vagtchef Jan Hedager, Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Selve brandindsatsen var overstået på en times tid, hvorefter brandkøretøjerne forlod stedet hvor betjentene i mellemtiden havde afspærret området, så intet blev rørt eller flyttet før teknikerne ankommer til stedet. På brandstedet skal politiets teknikere nu gennemgå stedet, og sikre sig de eventuelle spor der kunne være og som bla. skal klarlægge brandårsagen.

Nordsjællands Politi formoder dog ikke at der er tale om andet end et uheld med fatale følger.

Manden er identificeret som husets 71-årige beboer og har ingen pårørende, det oplyser politiet.

(Foto: Allan Andersen)