Hashbagmand efterlyst: Hvor er Michael Them Kjær?

Københavns Politi offentliggør nu billeder af den internationalt efterlyste Michael Them Kjær, formodet gerningsmand til indsmugling af en betydelig mængde hash.

Der er tale om den 50-årige Michael Them Kjær. Han er dansk statsborger, formentligt bosiddende et ukendt sted i Danmark eller i Spanien og er internationalt efterlyst.

Mistænkt som bagmand
Efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst mistænker Michael Them Kjær for at være bagmand til omfattende indsmugling af hash gennem et større netværk.

– Vi offentliggør billederne i håb om at offentligheden kan hjælpe, siger politikommissær Bo Hass Jensen fra Særlig Efterforskning Øst.

Michael Them Kjær beskrives som: Mand, meget kraftig, 50 år, 185 cm høj.

Hvis du har oplysninger om opholdssted eller andet af interesse for sagen kontakt nærmeste politi på 114 eller 33 14 14 48.

Da efterforskningen fortsat pågår, har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.