Ti unge sigtet, en fængslet efter ballade i Aabenraa og Rødekro

AABENRAA / RØDE KRO: En gruppe unge har i nogen tid lavet ballade og kriminalitet i Aabenraa og Rødekro, og Syd- og Sønderjyllands Politi har og har sat en målrettet indsats for at stoppe det.

(Arkivfoto: Politi.dk)

 

Balladen er foregået blandt andet på Busstationen i Aabenraa, området ved Løvbjerg i Aabenraa, skøjtebanen og andre steder.

Efterforskning medførte, at Områdecenter Syd onsdag kunne anholde ni unge bosiddende i Rødekro og Aabenraa. En tiende ung på kun 13 år har været bragt ind til afhøring.

De unge – En på 13 år, tre på 16 år, tre på 17 år, to på 18 år og en på 20 – sigtes for forskellige overtrædelse af straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Den alvorligste kriminalitet er røveri, brandstiftelse, indbrud og vold og trusler.

Fire af de unge er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, ved natten til den 20. januar i år at have sat ild til inventar i Fladhøj Hallen i Rødekro. Der skete skader for et endnu ikke opgjort beløb.

18-årig varetægtsfængslet
I den sag er en 18-årig mand i dag, torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg, hvor han blev fængslet i fire uger. Han er blandt andet sigtet for ildspåsættelsen.

Politiet har haft indsatser på flere områder for at få bragt balladen til ophør med intensiveret patruljedækning i de berørte områder, forebyggende indsatser sammen med Aabenraa kommune og målrettet efterforskning af en række af de unge. Efterforskningen resulterede i onsdagens aktion.

Alvorlige følger
Leder af Områdecenter Syd i Sønderborg, vicepolitiinspektør Preben Westh siger, at han håber, at det, at hammeren falder for flere af de unge, vil få dem til at tænke sig om.

-Det her er sigtelser, der kan få alvorlige følger for dem og for deres fremtid. Under alle omstændigheder fastholder vi indtil videre vores ekstra indsats i forhold til dem.