Spejdere inviterer på jagt efter pokémon – Helt uden mobil

Græsted: De Grønne Spejdere har ladet sig inspirere af den seneste digitale dille og inviterer til Pokémonjagt på spejdermanér – det vil sige uden brug af mobiltelefon. 

De Grønne Spejdere i Græsted starter op igen efter sommerferien og inviterer i den forbindelse interesserede piger og drenge fra 1.- 5. kl. til tre spejdermøder i august, hvor temaet er ”Pokémon Scout”. Det er Pokémon-jagt UDEN mobiltelefon, men ved hjælp af spejderfærdigheder. Det gør ikke noget, hvis man ikke når med første gang, bare mød op. Første gang er onsdag d. 17. august kl. 18.30-20.

Spændende aktiviteter
Spejderne skal blandt andet lave deres egne poké-balls, lave lokkemad, bruge kort og kompas samt træne de Pokémons, de fanger. Spejdere kan godt lide at være ude. Derfor skal børnene huske at have tøj på, som passer til vejret og gerne må blive beskidt og lugte lidt af røg.

Tid og sted
Møderne ligger onsdag d. 17. august og de to følgende onsdage i tidsrummet 18.30-20.00 ved KFUM-spejdernes hytte på Skovsmindeparken 5. Det er gratis at deltage i arrangementet, og de yngste børn er naturligvis velkomne til at tage far eller mor med.

Om gruppen
De Grønne Spejdere i Græsted er en aktiv spejdergruppe som har mange år på bagen – og som fortsætter de gode traditioner for friske drenge og piger fra 1. klasse og opefter. Der er fem grene i gruppen: Ulvene, Juniortroppen, Spejdertroppen, Seniorerne og Roverne. Man kan starte til spejder løbende hen over året.

Spejd på et kristent grundlag
Gruppen er en del af KFUM Spejderne i Danmark, og bygger på et kristent grundlag. For børnene ligger fokus gennem sæsonen på at lære gode færdigheder gennem leg. Børnene lærer at binde knob, tænde bål, bruge kompas og GPS, og der deltages i turneringer. De lærer også at færdes i naturen og gennem mødestrukturen bliver børnene tidligt trænet i sociale færdigheder, bl.a. via ”børn-leder-børn”-princippet fra en vis alder.

Mødetidspunkter året rundt
Møderne for ulvene (1.-3. kl.) er hver onsdag kl. 18.30-20, Juniorerne (4.-5. kl.) møder hver onsdag fra 19-20.30 mens Tropsspejdere (6. – 9. kl.) møder hver onsdag fra kl. 19 – 21. Rovere (fra 18 år og op) mødes hver anden torsdag i lige uger fra kl. 19.30-21.30.

Hvis du har nogle spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Græsted gruppe på tlf.: 60 64 61 16 – Niels Lottrup.

Sommerlejr
De Grønne Spejdere i Græsted har netop været afsted på sommerlejr i uge 31 på Arresøcenteret, der ligger ved Frederiksværk. Ulvene var på lejren fra lørdag til tirsdag, mens juniorer, tropsspejdere og seniorspejdere var afsted hele ugen. På lejren deltog 230 spejdere og ledere fra i alt 8 grupper, heraf en gruppe fra Malmö i Sverige og en gruppe fra Köln i Tyskland, og der blev skabt nye venskaber på tværs af grænserne. Alle spejdere deltog i en fælles aktivitetsdag med de Olympiske Lege som tema.

Herudover byggede spejderne tømmerflåder, klatrede i træer og de ældste af spejderne gik en hike i området omkring Frederiksværk. Hele gruppen overnattede i telt og al mad blev tilberedt over bål.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?