Varm aske satte fut i tørt kvas og grene

(Arkivfoto: Allan Andersen)

SMIDSTRUP: Aske fra en brændeovn udløste lørdag eftermiddag kl. 15.20 en brandudrykning til Rævegravs-Åsen i Smidstrup. Asken var nemlig, stik imod forventning, meget varm, og nogle gløder kombineret med vinden fik sat ild til et oplag af afskårne grene og kvas.

Brandfolkene brugte 1500 liter vand, men så var ilden også effektivt slukket.

Heldigvis blev branden opdaget i tide, og den uheldige husejer fik hurtigt selv gang i vandslangen, for på den måde hindre ilden i at sprede sig til omkringstående træer og buske, samt et legehus.

Brandvæsenet mødte frem med både sprøjte og tankvogn, da meldingen lød på ild i et sommerhus, men heldigvis viste det sig at være langt mindre dramatisk.

Brandfolkene fik spredt kvaset og slukket ilden, og på mindre end en halv time kunne de forlade stedet igen.

Grundet husejerens egen hurtige indgriben hindrede han at ilden fik lov til at udvikle sig, uden den indsats kunne det nemt have udviklet sig til en større brand.