22-årig Bandidos rocker varetægtsfængslet i fire uger

En 22-årig Bandidos prospekt trængte ind og tæskede sin ekskærestes nye kæreste.

VEJBY: Søndag aften gennemlevede et ungt par deres livs mareridt, da kvindens ekskæreste trængte ind og overfaldt hendes nye kæreste. Voldsmanden slog med et koben og truede flere gange med en sort pistol. Trods alarm til 1-1-2 så kom der intet politi til det skrækslagne par – de måtte klare sig selv.

En 22-årig Bandidos prospekt trængte ind og tæskede sin ekskærestes nye kæreste.

Søndag aften på Stokkebrovej måtte en ung mand forgæves bede politiet om hjælp, på trods af at han sad blødende i sit hjem efter at være slået flere gange med et koben og truet på livet med en sort pistol.

Vagthavende ved Nordsjællands Politi mente ikke at det var nødvendigt at sende politi frem til adressen, når gerningsmanden havde forladt stedet, det oplyste anklageren Politifuldmægtig Mathilde Stage, i dag kl. 14.00 ved et grundlovsforhør i Helsingør Ret hvor gerningsmanden, en 22-årig Bandidos Prospekt, blev fremstillet med krav om varetægtsfængsling.

Den 22-årige mælede ikke et ord under hele grundlovsforhøret, men via sin forsvarer nægtede han ethvert kendskab til overfaldet.

Overfaldet i soveværelset

Det unge par var netop gået i seng i deres hjem på Stokkebrovej, da det bankede på døren omkring kl. 22.30, søndag aften. Kvinden gik ud for at se hvem det var, og åbnede derfor døren for at se efter.

Hun blev uden varsel presset til siden af hendes 22-årige ekskæreste, og trods hendes råb til ham om at gå ud så fortsatte han direkte ind mod soveværelset hvor han fandt kvindens nye kæreste, som forgæves forsøgte at gemme sig bag døren til soveværelset.

Ifølge anklagerens fremlægning i retten, blev ofret slået mindst to gange med et 50-60 cm langt sort koben inde i soveværelset hvor ofret og gerningsmanden tumlede rundt i sengen, under kampen blev bla. soveværelsesdøren revet af hængslerne.

Fik pistol stukket op i ansigtet

Voldsofret fik pludselig stukket en pistol op i ansigtet, og på kun 30 cm afstand spændte den 22-årige Bandidos prospekt hanen på pistolen, både den unge mand og kvinden var begge helt sikre på at der var tale gm en ægte pistol og ikke en softgun.

Den sigtede 22-årige mand skal herefter have beordret sit offer til at køre med en tur ‘så han ikke skulle skyde ham for øjnene af ekskæresten’.

Den unge mand blev herefter både slået og sparket i hovedet og på kroppen, mens gerningsmanden gjorde det tydeligt at hvis Politiet blev indblandet, så ville han komme igen og dræbe sit offer.

Det lykkedes dog for kvinden at få distraheret gerningsmanden, og overtalt ham til at lade sit offer gå, kvinden selv blev derved grebet hårdt om kæbepartiet mens gerningsmanden kyssede hende på panden. Herefter gik han ud i indkørslen hvor han stødte ind i sit offers far som var kommet til stedet.

– Jeg slår din søn ihjel

Den 22-årige mand stod med noget i hænderne som ofrets far ikke kunne se hvad var, men ifølge anklageren lagde gerningsmanden ikke skjul på sit forehavende, idet han fire gange sagde han intet udestående havde med faderen, men at han ville dræbe hans søn.

Den 22-årige Bandidos prospekt kørte dog fra stedet uden at have nået at gøre alvor af sin trussel, men hverken det unge par eller deres nærmeste er i tvivl om at gerningsmanden mener det.

Gerningsmanden sagde, ifølge Politifuldmægtig Mathilde Stage, til det skræmte par at der kun var en måde at stoppe ham på, enten stoppede kæresteforholdet eller også ved at den nye kæreste blev slået ihjel.

Politiet: Hvad skulle vi gøre ved det ?

Det som der ligeledes fremgik af grundlovsforhøret, var den rystende behandling som det skrækslagne par blev udsat for af Nordsjællands Politis vagthavende.

Trods opkaldene til 1-1-2, hvor overfaldet blev beskrevet og ligeledes den bevæbning som gerningsmanden havde haft med sig, så mente vagthavende at parret bare skulle opsøge en skadestue og så kunne de anmelde overfaldet dagen efter.

Anmeldelsen kom så mandag middag kl. 12.00 hvor parret mødte op på Helsinge Politistation hvor betjentene øjeblikkeligt fik  startet sagen op og herunder iværksat telefon aflytning af gerningsmandens telefoner, det oplyste politifuldmægtig Mathilde Stage under grundlovsforhøret.

Aflytningen af telefonerne medførte at den 22-årige Bandidos prospekt kunne anholdes i en aktion mod Bandidos rockerborg på Hejreskovvej i Kvistgård, mandag aften kl.20.53. Der blev ligeledes foretaget en ransagning af stedet, dog uden at koben eller pistol blev fundet.

Bag tremmer i fire uger  Dommeren besluttede at varetægtsfængsle den 22-årige Bandidos prospekt i fire uger, frem til d. 24. april og retten udstyrede også rockeren med et navneforbud.

Dommeren begrundede varetægtsfængslingen med at den 22-årige tidligere har udøvet vold og truet vidner, derfor ville der være risiko for at ofrene kunne blive opsøgt igen af gerningsmanden.