32-årig mand amok i voldsorgie i Helsingør

HELSINGØR: Et helt umotiveret overfald omkring kl. 06.30, søndag morgen, foran Diskotek Retro i Helsingør var kun starten på en 32-årig mands voldsturné rundt i Nordsjælland.

32-årig voldsmand spillede kispus med politiet.

Den 32-årige voldsmand fra Vanløse startede med et overfald foran Retro, hvor han helt umotiveret både skubbede, slog og sparkede løs på en 19-årig mand fra Espergærde.

Udover en byge af slag og spark, så fik ofret desuden banket sit hoved ned i en kantsten, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen, Nordsjællands Politi.

Overfaldet blev anmeldt til politiet klokken 06.42, men gerningsmanden nåede at flygte før en patrulje nåede til stedet.  Det blev ikke det sidste, som politiet kom til at høre fra voldsmanden, som klokken 09.40 optrådte på slap line på skadestuen i Hillerød.

Her lavede han ballade og skabte en masse uro, da han forlangte at få en taxa, trods politiets indsats nåede han igen at undslippe en anholdelse. Kun en time senere klappede fælden og håndjernene endelig om voldsmanden

 En taxachauffør kontaktede politiet klokken 10.49, da han efter en tur til Søndre Strandvej i Helsingør, var blevet truet med en knust spiritusflaske og overfaldet, da en mandlig kunde nægtede at betale for turen. Det viste sig hurtigt at den voldsomme kunde var identisk med den eftersøgte 32-årige mand fra Vanløse.
Denne gang fik politiet endelig skovlen under den 32-årige voldsmand, der blev anholdt og sigtet for at have overfaldet både den 19-årige diskoteksgæst og taxachaufføren.
Den 32-årige Vanløse-voldsmand blev søndag fremstillet ved Retten i Lyngby, hvor han blev varetægtsfængslet i 14 dage, da han har i forvejen har flere sager på samvittigheden.