33-årig faldt i søvn i svingbane og fik bilen beslaglagt

(Arkivfoto: Allan Andersen)

ALLERØD: Enhver ved at indtagelse af alkohol medfører to ting, for det første må man ikke køre bil og for det andet så bliver man træt…..

Klokken 09.15, søndag morgen blev Nordsjællands Politi alarmeret via 1-1-2 af en bekymret borger, idet der holdt en bil i en svingbane på Kollerødvej, og chaufføren sad i bilen  dybt sovende.

Nordsjællands politi sendte hurtigt en patruljevogn afsted mod Kollerødvej, hvor betjentene ganske rigtigt fandt bilen i svingbanen og en 33-årig mand bag rattet, højlydt snorkende….

Betjentene fik liv i manden der noget forvirret fik identificeret sig selv som en 33-årig mand fra København,  og betjentene var ikke et øjeblik i tvivl om at den sovende bilist var beruset. Efter en hurtig kontrol, stod det også klart at manden var frakendt kørekortet i forvejen for spritkørsel, og desuden havde man nu stoppet ham så mange gange uden kørekort, at bilen blev beslaglagt på stedet.