Helsingør bydel plaget af påsatte brande

HELSINGØR: Nordsjællands Brandvæsen måtte fredag aften omkring kl. 22.45 atter køre ud til påsat brand i nogle affalds-containere i området ved Vapnagård.

 Området Vapnagård har gennem nogen tid været plaget af påsatte containerbrande, og fredag aften blev endnu to containere således ofre for flammerne.
Nordsjællands Politi formoder, at der  var tale om endnu en omgang ‘fredagsbrande’

“To affaldscontainere, som stod et  stykke væk fra hinanden, var blevet antændt, så vi hælder til den  antagelse, at de ‘lige’ skulle brændes af,” fortæller vagtchef Dan Houtved, natten til lørdag.
Nordsjællands Brandvæsen var hurtigt fremme på stedet, og fik slukket de to brændende containere på få minutter, branden blev slukket ved at lægge skum udover containerne og ilden var kvalt på få øjeblikke.


Politiet søger vidner
Det var en vågen beboer i området, som klokken  22.44 anmeldte branden i de to containere, og politiet hører meget gerne fra vidner i  området, som har set noget mistænkeligt i nærheden af de to  dyre affaldscontainere, der udbrændte totalt.
Henvendelse på servicetelefon 1-1-4 eller  personligt på Helsingør Politigård.