Tre unge begik indbrud hos Harald Nyborg

Helsingør: Tre unge mænd på henholdsvis 20, 22 og 22 år blev fredag middag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for indbrud i Harald Nyborg, kl. ca, 00:15, natten til fredag.

Natten til fredag, klokken 00.15,  fik Nordsjællands Politi en melding fra et alarmselskab om, at der var indbrud i gang hos Harald Nyborg i Prøvestenscentret, lige skråt overfor politigården på Prøvestensvej.

En patrulje var naturligt nok hurtigt fremme på stedet, og nåede lige at se hælene af fire håbefulde unge lømler på to knallerter, der stak af i fuld fart ad stisystemet ved Vapnagård.

Så nemt skulle banditterne dog ikke slippe, så endnu en patruljevogn og en hundevogn blev sat ind i eftersøgningen efter de fire indbrudstyve.Under politiets jagt kom fire unge mænd pludselig meget kækt spankulerende, de nægtede pure ethvert kendskab til indbruddet i Harald Nyborg, og trods kropsvisitering, så fandt betjentene intet på de fire unge mænd som derfor fik lov til at gå fra stedet.

Politibetjentene sikrede sig naturligvis identiteten på de fire unge mænd og efter en gennemgang af videoovervågningen fra Harald Nyborg var der bingo: det v ar de fire unge, der havde været inde i butikken, hvor de havde stjålet bla. Play Station 3, højttalere og gps-udstyr.

Sørgeligt nok er tre af de unge særdeles godt kendt af Nordsjællands Politi, det er lige før betjentene kan deres cpr-numre udenad, og derfor var det ikke nogen svær opgave at få opsporet ‘de fire på togt’.

Tre af tyveknægtene blev anholdt i en lejlighed på Blishøj kl. 02.45, mens den sidste blev anholdt i en lejlighed på Piskesmældet kl. 05 fredag morgen. Den sidst anholdte, en 21-årig mand, blev dog ikke fremstillet i grundlovsforhør.