17-årig smadrede Audi og et kabel-TV skab

SLANGERUP: En 17-årig mand fra Slangerup fik søndag aften en god ide – han skulle køre en tur i forældrenes Audi. Det blev formentlig den unge mands livs dyreste køretur.
Søndag aften, kl. 23.25, indløb en anmeldelse om et mindre færdselsuheld på Kongensgade i Slangerup.

Et kvindeligt vidne havde set en mørkeblå Audi påkøre et kabel-TV skab, men trods skader på både skabet og bilen så stak bilisten af med det samme fra uheldsstedet.

Den mørkeblå Audi havde fået smadret både kofanger og den ene fælg, så køretøjet flygtede altså på et fladt dæk.

Heldigvis er der ikke så mange mørkeblå Audi’er i Slangerup-området, så en patrulje blev sendt på udkig på en række udvalgte adresser.  Efter kort tid havde politiet fundet en mørkeblå Audi i en indkørsel, og pudsigt nok havde køretøjet en række skader som matchede skaderne på Kabel-TV skabet og vidnernes forklaringer.

Det viste sig dog at bilens ejer var absolut uskyldig, mens det så betydeligt anderledes ud for bilejerens kun 17-årige søn.
Den 17-årige mand måtte krybe til korset og indrømme at det havde været ham, der sad bag rattet på Audi’en, ligesom forældrene ikke havde givet ham lov – naturligt nok –  til at køre en tur i bilen.

Den 17-årige søn står nu som sigtet af politiet for at stjæle sine forældres Audi,  flygte fra et ulykkessted uden at give sig til kende samt for at køre bil uden at have kørekort.