Skipper dømt på Greenpeace GPS

(Modelfoto: Allan Andersen)

GILLELEJE: En fisker er blevet dømt for at have fisket ulovligt i det område af Kattegat, der er lukket for de danske kuttere for at beskytte torskestanden. Han blev dømt for at fiske ulovligt ialt 24 gange efter beviser fra en Greenpeace GPS.

Den dømte fiskeskipper fik en bødestraf på 145.000 kroner, og skal derudover betale et konfiskationsbeløb på 285.000 kroner.

Det tog kun Retten i Helsingør en halv time at komme frem til den dom, mandag eftermiddag, og dermed er der nu faldet dom i den mest spektakulære af sagerne om ulovligt fiskeri.

Dømt på Greenpeace GPS
Ud af de ialt ti sager, hvor fiskere står tiltalt for fiske i det forbudte område af Kattegat, er det den eneste sag, der udelukkende er baseret på de GPS beviser, som Greenpeace er kommet med efter at være at trængt ulovligt ind på kutterne i Gilleleje Havn og placere GPS-sendere i nattens mulm og mørke.

Med den dom, som altså faldt mandag i Helsingør, så godkender retten altså de beviser som udelukkende er kommet via Greebpeace’s ulovlige indtrængen og sporing af fiskekutterne.

Den kutter som den dømte skipper ejer er nemlig ikke stor nok til at den har såkaldt VMS-udstyr, som er myndighedernes eget overvågningssystem – og dommen er altså udelukkende baseret på de beviser som Greenpeace er kommet med.

Ulovlige, men brugbare som bevis
– Beviserne, der er frembragt, kan godt benyttes, da bevisførelsen i udgangspunktet er fri. Hvis der er overtrådt regler i fremskaffelsen, skal de skyldige have en over næsen, hvilket også er sket, så udgangspunktet er, at beviserne ikke skal straffes, sagde retsformand Niels Østergaard ifølge Frederiksborg Amts Avis.
Både fiskeskipperens forsvarer, Mogens Hartz , og anklager Helle Just Christensen har anket dommen til landsretten.