Tre års fængsel til Dennis Ry

GILLELEJE: Retten i Helsingør har afsagt dom i sagen mod Dennis Ry, ejer af Koiland, som stod tiltalt for at sætte ild til sin egen virksomhed.

Dennis Ry er kendt skyldig i selv at have opsat poser med benzin, forsynet dem med lunter fra brændende stearinlys, og derved havde brændt Koiland ned flere gange – og ligeledes havde dræbt fisk, fugle og aber i flammerne.

Hans motiv skal have været forsikringssvindel til millioner, siger Retten i Helsingør.

Kendt skyldig efter anklageskriftet
Ejeren Dennis Ry er kendt skyldig i samtlige forhold, som anklagemyndigheden havde sigtet ham for.

Han har fået tre års ubetinget fængsel og skal betale en erstatning til TopDanmark på 111.024,58 kr. i erstatning tilligemed sagens omkostninger.

– Han er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, og han har fået den straf jeg har påstået, så jeg er naturligvis godt tilfreds, siger anklager Naja Wærness Larsen til Ekstra Bladet

Ifølge dommen var der udført et minutiøst og omstændigt arbejde med at sætte ‘brandmaskinerne’ op, opsætningen og tiden til at montere ‘brandmaskinerne’ krævede et indgående kendskab til Koiland og forretningsns rutiner.

Politiets efterforskere har via de tekniske undersøgelser fundet Dennis Rys DNA på lunterne til brandmaskinere, og ligeledes er det bevist at økonomien var belastet.

Dømt for tre brande
Brandene i Koiland på Hillerødvejen skete i 2012, Dennis Ry var kendt for sin butik med eksotiske fisk, fugle og silkeaber.

D. 20 marts 2012 udbrændte en stor hal, hvorunder en stor mængde fisk omkom. Her havde Dennis Ry og medarbejderne netop arbejdet på en stor opbygning med bassiner, drypstenshul og bla. en impornerende flot indgang.

Hele denne opbygning brændte ned til grunden, mens en sidebygning overlevede idet de opsatte poser med benzin ikke blev antændt i denne bygning.

Den 11. juli forsøgte Dennis Ry igen at brænde Koiland ned, men den daglige leder af KoiLand opdagede de klargjorte benzinposer og stearinlys, og fik det hele slukket før der skete noget.

Få dage efter, d.14.juli, blev Koiland ramt af en ny brand i forsøget på at snyde brandforsikringen. Denne gang gik det ud over ekspeditionslokalet og udstillingen, hvor bla. fugle og silkeaber døde i flammerne.

Ejeren Dennis Ry har ikke oplyst om han anker dommen, men har udbedt sig betænkningstid.

Efter domsafsigelsen i dag blev han varetægtsfængslet.

Dennis Ry brændte sin egen virksomhed ned – og dræbte derved selv sine dyr i forretningen. (Foto: Facebook)
Brandfolkene gjorde en stor indsats for dyrene, de fik reddet tre silkeaber ud fra flammerne. Denne abe døde ulykkeligvis dagen efter af sin røgforgiftning. (Foto: Allan Andersen)