Vinkelsliberkup mod Fakta

GRÆSTED: Kort før midnat begik flere tyve indbrud i Fakta på Centervejen, de gik direkte efter betalingsmaskinerne i kasserne.

(Modelfoto: Allan Andersen)
(Modelfoto: Allan Andersen)

Alarmen blev udløst, da gerningsmændene brækkede indgangsdøren fra hinanden kl. 23.45.

Tyvene benyttede et koben til at brække butikkens indgangsdør op, og inde i butikken blev det svære skyts taget i brug.

– Da politiet er fremme på stedet kan de konstatere, at tyvene har brugt en vinkelsliber til at skære en møntkassette fri ved kasse 2. Tyvene har også forsøgt at opbryde møntkassetten ved kasse 1 med et koben og sparke den fri. Det lykkes dog ikke, siger specielkonsulent ved Nordsjællands Politi Kurt Aagaard Larsen til Frederiksborg Amts Avis.

Tyvene var forsvundet da politiet ankom til stedet med bla. en hundevogn, betjentene havde dog ikke held til at opspore tyvene trods rondering i området.

Det var lykkedes for tyvene at undslippe med en møntkassette og et ukendt beløb i mønter, politiet har sikret butikkens videoovervågning samt en række dna-spor fra gerningsstedet.