Mand gemte poser med hvidt stof i sin bil

FREDERIKSSUND: Mandag kl. 13.35 fik Nordsjællands Politi et anonymt tip om et noget mistænkeligt forhold på Holmensvej.

(Modelfoto: Allan Andersen)
(Modelfoto: Allan Andersen)

Ifølge anmeldelsen stoppede en mand nogle poser med hvidt indhold ind i hulrum på sin stationcar, som var parkeret for enden af Holmensvej.

Den umiddelbart besynderlige scene fik politiet til at rykke ud til stedet, hvor der ganske rigtigt var både bil og mand – men ikke noget med ulovlige stoffer.

Det hvide stof i poserne viste sig at være ganske uskadelige og absolut lovlige viskestykker !

Manden havde placeret et kraftigt stereoanlæg i bilen, som raslede når der blev skruet op – dette skulle poserne med viskestykker altså løse.

– Det er en sjov historie. Vi tænker heller ikke, at man står ude i sollyset og putter narko ind bag beklædningen i bilen, siger specialkonsulent Henrik Duus, Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.

Henrik Duus understreger overfor Frederiksborg Amts avis, at politiet er meget tilfredse med at få henvendelser fra borgerne, når de ser noget mistænkeligt.