Brandvæsen sendt til tagbrand

GILLELEJE: Under arbejde med tagpap på et sommerhus blev brandvæsnet tilkaldt, idet der gik ild i taget, onsdag eftermiddag.

ild tagpap sommerhus  (6)
Husejeren havde gjort alt rigtigt, og det var med til at begrænse ilden under taget. Huset slap således med minimale skader fra det ærgerlige uheld. (Foto: Allan Andersen)

Alarmen blev modtaget kl. 12.46, og kort efter var samtlige brandkøretøjer ude af porten på Falckstationen i Stæremosen.

Alarmen lød på ild i et sommerhus på Rensdyrvej, og køreturen var på blot godt 1½ kilometer så Falck’s brandkøretøjer var fremme i løbet af ganske få minutter.

Husejeren havde brændt tagpap på en del af sommerhuset, og via noget tørt materiale oppe under tagpladerne havde ilden fået fat og var begyndt at sprede sig opad i taget under tagpladerne.

Heldigvis havde husejeren holdt hovedet koldt, og havde slået alarm til 1-1-2 samtidig med at han havde sprøjtet vand op under tagpladerne. Det gjorde at ilden ikke nåede at forrette nogen større skade, udover på noget isolering og tørre blade som i tidens løb var blæst op under tagpladerne.

Brandfolkene fik pillet tagpladerne af, og slukket ilden med en højtryksslange fra brandsprøjten. Selve indsatsen på stedet varede ikke meget mere end 20 – 25 minutter, hvorefter brandfolkene kunne returnere til brandstationen.