Motorcyklist kvæstet i solouheld

HILLERØD: En motorcyklist er fløjet til RH Traume efter en ulykke i forbindelse med vanvidskørsel på Roskildevej i Hillerød, lørdag eftermiddag.

Nordsjællands Politi oplyser at den forulykkede motorcyklist, en 27-årig mand fra Ishøj, kørte om kap med en anden motorcykel på Roskildevej. Under vanvidskørslen foretog begge motorcykler en hasaderet overhaling af personbiler på trods af svingbaner og sildeben på strækningen.

Efter at have overhalet bilerne mistede den ene motorcyklist kontrollen, grundet sin høje fart og formentlig også de glatte striber i ‘sildebenene’, og kom ud i den bløde rabat hvor han endte med at flyve rundt med sin motorcykel ud på en mark langs Roskildevej.

Der blev slået alarm til 1-1-2 om den voldsomme ulykke kl. 13.34, og et øjeblik efter rykkede ambulance, akutlæge, politi, lægehelikopter og et redningskøretøj fra Falck i Hillerød ud til stedet, hvor den unge motorcyklist viste sig at have en del alvorlige skader i form af bla. knoglebrud og formentlig også skader i hovedet.

Den kvæstede unge mand blev fløjet direkte til RH Traume i København, hans tilstand er endnu ukendt – dog skal der ikke være tale om livstruende skader.

Motorcyklen blev fuldstændig smadret ved ulykken, og føreren er kommet alvorligt til skade ifølge de første meldinger. (Foto: Allan Andersen)
Motorcyklen blev fuldstændig smadret ved ulykken, og føreren er kommet alvorligt til skade ifølge de første meldinger. (Foto: Allan Andersen)