Sigtelser haglede ned over 42-årig bilist

NYKØBING F: Mandag aften fik en patrulje mistanke til en personbil og fik den stoppet – det gav betjentene skrivekrampe.

(Modelfoto: AK)
(Modelfoto: AK)

Mandag klokken 17.30 standsede politiet en 42-årig mand fra Nykøbing i Slotsgade i Nykøbing.

De nummerplader, der sad på bilen, hørte til en helt anden bil, og den 42-årige indrømmede, at han ikke havde noget kørekort.

Den 42-årige fortalte, at han havde røget hash, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Betjentene fandt 1,31 gram hash i den 42-åriges lommer, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Derudover blev han sigtet for kørsel uden førerret, for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring og for uberettiget brug af nummerpladerne, og på grund af, at den 42-årige flere gange tidligere var sigtet for kørsel uden førerret, blev hans bil beslaglagt på stedet.