53-årig taget med massiv promille

TISVILDE: En 53-årig mand skal formentlig se sig om efter en ny bil – når han kan få sig et kørekort igen om tre til fem år.

(Modelfoto: AK)
(Modelfoto: AK)

Politiet stoppede den 53-årige mand fra Hellerup på Hovedgaden i Tisvildeje i forbindelse med ‘Musik i Lejet’ kl. 01.51.

Det er langt fra nogen hemmelighed at politiet er på spritjagt, men alligevel forsøgte den 53-årige mand at liste en anseelig promille afsted på bag rattet i sin bil.

Den 53-årige mand blæste to gange med 15 minutters mellemrum i alkometret – begge gange susede målingen op over 2,0 i promille.

Det betød at der var grundlag for at konfiskerer hans bil, det var den berusede mand svært utilfreds med og forlangte sagen behandlet ved retten.

Blodprøven bliver nu hastebehandlet, så sagen om konfiskation af bilen kan blive behandlet.

Hvad er straffen?
Hvis blodprøven bekræfter målingen med alkometret så rammes den 53-årige mand fra Hellerup af følgende straf:

  • Han får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal han enten køre med alkolås i 2 år, eller han må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. Læs mere om alkolås her
  • Han får 20 dages betinget fængsel
  • Han får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn
  • Hans bil bliver konfiskeret
  • Han skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden han igen kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
  • For at generhverve sit kørekort, skal han bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)