Mistænkt for bombetrusler anholdt

Politiet har kl. 18.00 anholdt en mand fra Slagelse. Manden er mistænkt for at have sendt et antal trusler mod lufthavne, butikscentre og muligt andre steder.

(Modelfoto: Københavns Politi)
(Modelfoto: Københavns Politi)

Efterforskere fra forskellige politikredse har arbejdet tæt sammen, og det har ført til anholdelse kl. 18.00, hvor manden blev anholdt i Slagelse.

Lufthavnen i Roskilde, Ro´s Torv i Roskilde og Vestsjællands Centret blev evakueret af politiet, idet Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjælland- og Lollands Falsters Politi skønnede, at det var nødvendigt at evakuere de nævnte steder, der er undersøgt af bombehunde.

Om manden er mistænkt for at stå bag samtlige bombetrusler rundt om i Danmark, det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse.

Bombetruslerne ramte bla. Roskilde Lufthavn, Ro’s Torv i Roskilde, Tirstrup Lufthavn i Aarhus, Rigshospitalet i København, Vestsjællands Centret i Slagelse og adskillige andre steder.

Anholdelsen er sket i et tæt samarbejde mellem Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.

Af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke oplyse yderligere om sagen i aften.

Det forventes, at den anholdte fremstilles i grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling. Fremstillingen forventes at ske i Sydsjælland- og Lolland Falsters politikreds.