Syv bandefolk sendt bag tremmer

Syv mænd på mellem 24 og 37 år med relation til banden ‘Black Jackets’, er fredag ved Retten i Glostrup blevet idømt mellem 1½ år og 3 år og 11 måneders fængsel.

De syv mand er dømt for den 3. marts 2016 at have røvet og frihedsberøvet en 43-årig mand fra Hedehusene.

– Dommen fastslår at det er en skærpende omstændighed, at de trængte ind i et privat hjem og bortførte den 43-årige, siger anklager Henrik Uhl Pedersen.

Holdt fanget i 4 timer
Den 43-årige mand blev under anvendelse af vold og trusler tvunget ud i en ventende bil og kørt til et tilholdssted for Black Jackets i Hedehusene, hvor han i ca. 4 timer blev holdt fanget, mens mændene røvede ham for 85.000 kr., ligesom de tvang ham til at udlevere varer til en værdi af ca. 200.000 kr.

Han blev også truet mod at gå til politiet, to af de domfældte blev dog samme aften anholdt af politiet på tilholdsstedet.

Bandeleder civilt anholdt
Yderligere to gerningsmænd blev pågrebet den 9. marts 2016, hvor personer fra Black jackets igen opsøgte den 43-årige mand.

– Lederen af Black Jackets opsøgte sammen med en medgerningsmand forurettedes familie og forsøgte at true dem til at trække deres anmeldelse tilbage. Da det mislykkedes, udviklede situationen sig voldeligt. Præsidenten blev civilt anholdt og bundet med tørklæder. Han blev derefter udleveret til politiet, forklarer anklager Henrik Uhl Pedersen.

Præsidenten for banden Black Jackets blev fredag idømt tre års fængsel for både røveriet og frihedsberøvelsen samt for flere forhold af vidnetrusler, herunder for at have truet en pige fra familien, da hun var til skoletandlæge.

Fængslet efter dom
To af de andre domfældte blev også dømt for i sommeren 2015 at have udsat den 43-årige mand for røveri og grov afpresning, og de fik den strengeste straf på 3 år og 11 måneders fængsel.

Seks af de syv domfældte har siddet varetægtsfængslet siden marts 2016, og de blev alle fængslet efter dom. Den sidste domfældte var på fri fod og mødte ikke op til domsafsigelsen.

Alle de domfældte nægtede sig skyldige og fem af dem har anket dommen.